Puha det er længe siden jeg har været her, men til mit forsvar, så er det en ret travl periode med projektskrivning på universitetet. Men her når projektet bliver afleveret d. 25. maj så har jeg ca. en måned til at læse til eksamen, hvor jeg nok skulle få tid til at holde jer opdateret. Ellers er der jo snart to måneders sommerferie hvor der lige skal flettes lidt arbejde og en enkelt flytning ind, men der skulle jeg også nok kunne få tid til at skrive lidt, hvis der ellers er det der internet ude på landet.

Siden sidst har vi været til grillhygge hos Lasse og Sandra, der jo nyligt er flyttet til Vester Hassing, så vi lige kunne få en fornemmelse af hvad landsbylivet går ud på og hvad vi har i vente. Det var bare så hyggeligt og efter det glæder jeg mig bare helt vildt til vi rykker derud. Håber dog vores have bliver er smule lettere at gå i krig med, men det tror jeg nu også at den gør. Den har hverken hønsegård, dueslag eller indhegning af jernstænger og pigtråd, men nøj for en lækker idyl og Villads hyggede sig i haven og legede med Victor i den seje bil med alle boldene. – Gad vide om sælger slår græsset indtil vi flytter ind..!
Villads og Victor kunne ikke helt enes om hvem der skulle lege med Tobias’ gamle vogn, men tilsidst forbarmede Victor sig over baby V og lod ham hygge sig bag busken med den lille røde vogn hvor hjulene bare drejer så godt.
Villads lærte også ved denne lejlighed hvordan rigtige drenge leger med biler og har siden da kørt rigtigt med hans egne biler. I det hele taget var det endnu engang overraskende hvor godt de drenge underholdte hinanden. Villads var bare hel vild med de store drenge og skraldgrinede af Sebastian der hoppede rundt og spillede wii. Super dejlige unger de Burri Gram-Hansen’er har.
Søren Vinther og jeg har været ude at besøge Camilla og José så Søren kunne se den tykke mave og vi alle sammen kunne være sammen inden han flyttede til København. Synes nu også jeg lige vil vise jer hvor smuk gravid Camilla er. Hun har godt nok ikke gi’et mig lov til at poste et billede ud, men samtidigt har hun jo heller ikke sagt at jeg ikke må.

En aften var vi ude at spise hos Jens Ole og Katrine. Det var bare så hyggeligt og maden var rigtig lækker. Villads er jo begyndt at være lidt genert, men det var helt klart, at han syn’s Katrine er super sød. Jens Ole prøvede ihærdigt at fedte sig ind hos Villads, men nu er han jo ikke en dame så det var lidt svært, men det endte dog med at han fik lov til at læse lidt bog for Villads. De havde også bare så meget spændende legetøj så der var masser at gi’ sig til mens de “voksne” snakkede.

Den 30 april skulle Rasmus og jeg til påskefrokost og Villads blev derfor passet hos farmor og farfar. Han var godt nok lidt pylret da jeg om morgenen tog af sted på arbejde, men det er han jo nogle gange så det tog jeg ikke så tungt. Men det var slet ikke sjovt for farmor og farfar og ja da heller ikke for Villads, for han fik ondt i bisserne og endte med 39,8 i feber og farmor måtte ringe til vagtlægen, der dog bare rådede dem til at pille tøjet af ham og give ham masser af væske.
Stakkels lille fyr. Han var helt slap da vi kom søndag aften, men livede heldigvis lidt op igen. Det tog lige godt en uge før bassen var ovre det denne gang og igen ville spise, men nu er han heldigvis tilbage som den gamle glade Villads.
Rasmus og Villads på biblioteket. Oh yes..! Det er en kæmpe blå bule Villads har i panden, for han startede dagen med at tage den på hovedet ned fra sofaen. Man skal passe lidt på når man ikke er rigtig vågen. Heldigvis tror jeg ikke nogen fra børne- familieforvaltningen har set den og så vidt jeg ved er der ikke startet nogen § 50 undersøgelse, så vi får nok lov til at beholde ham lidt endnu, men vi må vist hellere snart få lært Vildkrabaten at passe lidt bedre på.
Vi er desværre ikke for gode til at mødes i mødregruppen mere, men heldigvis kan Matilde og jeg klemme en playdate mellem Rasmus og Villads i ny og næ. Desværre har Villads været meget pylret de sidste par gange, men det er nu dejligt lige at mødes og vi bruger gerne bibliotekets legerum til formålet.
Farfars plæneklipper er bare så fed. Desværre kører den ikke ligeså godt på græsset som den gør oppe på terrassen.
Her til mors dag købte Villads ’Giganternes fald’ til mig og den begyndte jeg læsningen af ude i haven hos farmor og farfar, mens Villads puttede i klapvognen ved siden af. Det bliver bare så godt når vi selv har sådan en have at hygge i. Inden vores havehygge havde Villads lige imponeret hele familien med at gå fra farmor og farfars sofabordsstole og over til spisebordet. Vi allesammen klappede og roste knægten så meget at han gav sig til at græde. Stakkels lille fyr. Han vidste jo ikke at han gjorde noget dygtigt. Så nu øver han meget din gang og går længere og længere. Farfar pralede i dag med at han havde gået ca. 7 meter, med et ophold hvor han lige hoppede dansede lidt til musikken fra hans cd.
Havelure er bare de bedste. (det havde da også kun taget os 2 timer skiftevis at gå rundt med knægten til han sov. Først i barnevogn og så i klapvognen).
Det nyeste i hus-historien er at udbetalingen er betalt og vores kontoer er lænset, men gud hvor var det fedt selv at kunne lægge pengene og det er altid lettere at spare på knasterne når der er noget godt i vente.
I dag fik vi brev fra advokaten om at de ting der var taget forbehold for i handlen ikke gjorde grund til bekymring, så handlen skulle som sådan være på plads nu. Der var tale om noget råd i vinduer der var skiftet, nogle loftsplader der ikke var monteret korrekt, men som er det nu og råd i en dør i den gamle udestue som for længst har veget pladsen for en ny i sted, jern og glas. Desuden var der tale om nogle servitutter der skulle oplyse om indkørslen, som sikkert ligger tilbage til før man fik plantet hæk i skellet.
Villads er blevet til en rigtig dreng. Han vil bare ud at pøle i noget jord og grus og sand hitter også i hans verden. Men det allerbedste man kan lege med er vand.