Så kommer der endelig en lille update igen. Det er jo den evige dårlige samvittighed, men når der er travlt med at skrive speciale, så er det altså bloggen der må vige pladsen. Der må jo være sket en hel masse siden sidst og jeg må jo så se hvor meget af det jeg kan huske. (Der er i øjeblikket et eller andet galt, så mine vimeo-videoer ikke virker her på bloggen – håber at onkel Bjarke kan hjælpe med at løse dette problem meget snart)
Det allerfedeste der er sket herhjemme er nok at vi (onkel Bjarke og jeg) fik samlet Villads’ gyngestativ med rutsjebane. Den er godt nok blevet brugt flittigt. I starten skulle mor holde hånden når Villads skulle prøve rutsjebanen, men nu drøner vildbassen alene både op og ned at rutsjebanen og behøver ikke mor til andet end at klappe.
Vi var ude ved Margrethe (en af mine dejlige zumbadamer) d. 28 april for at fejre Valborgsaften (sådan lidt før tid) Det var super hyggeligt, bortset fra at Villads syntes at gårdspladens med alt det fede grus, var langt sjovere end at være omme i haven sammen med alle de andre, så vi skiftedes lidt til at rende frem og tilbage sammen med det mærkelige barn der bare har det bedst med småsten. Men vi fik både popkorn på bål og snobrød, som Villads bogstaveligt talt proppede i sig til han var ved at kaste op. Rasmus og Villads tog tidligt hjem og så blev jeg der lidt længere og hyggede, nu jeg havde taget fri fra arbejde.
Og så fik barnet endelig sin løbecykel. Mormor kom og overrakte barnet køretøjet en formiddag, men konservativ som knægten jo er (kan jo ikke engang overbevise ham om at nye sko også er en nødvendighed når de gamle bliver for små) så ville han ikke vide af befordringsmidlet og skreg bare nej og så var det sådan landet det lå. Moderen og mormoren var sandt at sige en smule skuffede da vi jo havde ventet på cyklen siden 23 marts og vi nu talte den 10 maj, men når V-manden siger nej så mener han det og så er det ikke til debat, så mormor måtte køre hjem uden at Villads havde brugt 2 sekunder på den fine gave.
Sådan ser der ud når mor skal til “zumba” – så gør Villads og far klar til hygge i sofaen med Playstation.
Jeg lod cyklen ligge i stuen hele dagen og så tog vi til 2 års undersøgelse, hvor Villads igen viste sig fra sin bedste side. Han skreg AV AV AV da lægen ville lytte på hans bryst med stetoskopet, moderen var nødt til at skulle med på vægten (feje unge) og det der med at måle hvor lang han var, det kunne vi godt glemme alt om, men lægen syntes han var en fin og sund dreng og gav ham en lille blå bil, som Villads blev meget glad for og jublede over hele vejen hjem igen.
Da vi kom hjem var det ved at være tid til at lave aftensmad, så jeg gik i køkkenet og pakkede varer ud og begyndte på aftensmaden. Pludselig kommer bissen drønende på løbecyklen. Moderen var mildest talt forbløffet. Der er da aldrig nogen der har vist ham hvordan, selvom det måske ikke er det sværeste at regne ud, men alligevel men stolt kørte han rundt i huset og der kom mere og mere fart på. Vi har stadig ikke været ude endnu og jeg går og prøver at lægge en plan for hvordan vi skal gøre det, for jeg vil have han skal have cykelhjelm på når vi kommer ud, det var jo meningen han skulle have haft det fra start, men ny tyvstartede han selv, så måske jeg har en plan om at invitere Sandra og Lasses drenge over en dag med deres cykler, så Villads kan se at cykelhjelm er sejt at have på.
Villads og jeg var også en smut til børnekarneval i år sammen med Ea (en anden af de skønne zumbadamer) og hendes mand Anders 2 af deres unger. Åh det blev ikke lige så hyggeligt som jeg havde håbet. Villads sad først rigtig flot i vognen og klappede når de unger der spillede musik var færdige med et nummer, men da optoget gik i gang ville han ikke sidde i vognen mere men ville bæres og der kunne ikke blive tale om at han blev sat ned mens jeg lige fik bundet en meitai så han kunne sidde der, så jeg var øm i armene da vi nåede Kildeparken, her faldt knægten så i søvn, men vågnede igen af et hosteanfald hvor han havde kastet op i barnevognen, der kastede jeg håndklædet i ringen og så tog vi bussen hjem, hvor han bare var glad og dimsede rundt.
Ellers har vi jo bare hygget de sommerdage der har været. Villads har nydt at rende rundt i haven i bar figur og rutsje og pjaske i badebassin og hjælpe med havearbejde (mest hjælper han med at fylde fuglebadet med grus og kaste småsten på den tomme sandkasse, men han hygger og det må være det vigtigste og det er jo bare en fryd at se den lille mand slå sig løs på en måde som ikke ville have kunnet lade sig gøre hvis vi var blevet boende i Valdemarsgade. Glæder mig til en sommer her i huset og håber ikke specialet kommer til at tage al tiden men at der også bliver tid til bare at nyde haven og den legende dreng.
- Og så havde vi besøg af Camilla og Celia her den anden dag. Hun bliver så stor den smukke Celia og hvor er hun bare lækker, glad og charmerende! Hun lånte Villads’ barnevogn og så trillede vi en lille smut ned og kiggede på bydammen.
Men ellers går min tid med speciale og med at søge lidt job i ny og næ. Virkeligheden er godt nok ved at melde sig og det er både spændende og skræmmende – nu skal jeg jo til at være voksen og gerne finde et voksenjob..! 
